flag_of_ecuador-svg-min

Ecuador rejsebudget – hvad koster det?

ECUADOR REJSEBUDGET

Ecuador er nok lille, men rummer alligevel alt fra Andesbjerge til Amazonas og Galápagosøerne – og så er det billigt. Læs med og se hvad det kan koste.

Mange rejsende vi har mødt, stopper kun forbi Ecuador fordi de skal til Galápagosøerne, og det er en skam. Målt på størrelse, er Ecuador muligvis det land i Sydamerika der byder på flest forskellige landskaber og oplevelser.

Vi brugte 53 dage(43 uden Galápagosøerne) i Ecuador, og selv om det ikke er vores favoritland i Sydamerika, så er det uden tvivl et besøg værd hvis du planlægger en rundrejse på kontinentet.

Det fede ved Ecuador er landets størrelse. Ecuador er næsten fem gange mindre end Peru, men alligevel rummer det langt de fleste af de samme klimaer og landskaber. Det gør landet på ækvator super bekvemt at rejse i og når det så tilmed er billigt, så har du opskriften på en succes!

ecuador rejsebudget

Ecuadors imponerende Cascada San Rafael

Ecuador Rejsebudget

Vi har regnet på vores Ecuador rejsebudget over de 43 dage i landet og er positivt overraskede. Vi har lavet en oversigt over hvad vi har brugt vores penge på (Priser er pr. person). Vi har levet på et relativt stramt budget, men stadig brugt penge på restauranter hver dag og en tur til Amazonas.

Mad & Drikke: 2982 DKK

Overnatning: 2209 DKK

Transport: 692 DKK

Aktiviteter: 2284 DKK

Diverse: 405 DKK


Antal Dage = 43

Samlet Udgifter = 8572 DKK

Per Dag = 199 DKK


Budget Noter

Vores Ecuador rejsebudget er blevet lidt højere fordi vi tog en tur til Cuyabeno i Amazonas til 290 USD pr. mand. Uden turen til Cuyabeno ligger budgettet på 154kr. pr. dag.

Ligesom i Bolivia og Peru spiste vi på restaurant mere eller mindre hver eneste dag. Som regel kostede det os ikke mere end 60kr. for morgen middag og aftensmad, men vi kunne alligevel have sparet lidt på at lave mad selv.

Vi er en smule udkørte efter 20 måneders rejse over de sidste to år, så vi har sprunget over hvor gærdet var lavest lidt oftere i Ecuador end tidligere. Det betyder lidt flere taxature og lidt flere fine middage.

ecuador rejsebudget

Cañari-kvinde ved Ingaprica der væver snor af alpakauld

Typiske Priser i Ecuador

Da vi var i Ecuador(sep-okt 2016) lå dollaren på omkring 6,67 DKK.

Overnatning: 

Hostels kan du finde fra 7 USD og op.
Guest Houses/Hospedajes koster 10 USD og op for et dobbeltværelse.
Et klassisk hotelværelse koster 40 USD og op. 

Transport: 

Busser er billige! Ca. 1-2 USD pr. times kørsel.
En taxatur på 10 minutter koster ca. 5 USD.
Fly til Galápagos koster ofte 400 USD retur. Kan fås til 200 ved kampagner.

Mad & Drikke: 

Et måltid på en billig restaurant ligger på 2-8 USD for hovedret.
Frokostmenuer koster generelt 1,5-4 USD for suppe og hovedret.
Gademad koster fra 0,5 USD og op. Som regel ikke reel mad, mere snacks.
Flaskevand koster ca. 0,5 USD for en liter.

ecuador rejsebudget

Pailón del Diablo er et must når du er i Baños!

Højdepunkter

• Hvalsafari ved Puerto Lopez

• Cykeltur langs vandfaldsruten ved Baños

• Vores tur i Amazonas ved Cuyabeno

• Dagen vi camperede veden af verdens største aktive vulkaner, Cotopaxi

Vores højdepunkter i Ecuador handler mest om naturoplevelser. Naturen var hovedårsagen til at vi overhovedet tog til landet, så vi har lagt mest af vores energi der – og det burde du også hvis du er i Ecuador. Flotte byer findes der flere af andre steder i Sydamerika. 

Lavpunkter

• Generelt grimme byer, pånær Cuenca, Latacunga, Quito og Ibarra.

• De lokale prøvede at tage røven på os oftere end i resten af Latinamerika

• Ecuadorianerne virkede til at mangle den typiske latinopassion

Udover at vi hader uærlige lokale, så har vi egentlig ikke så mange negative ting at sige om Ecuador. Vi havde regnet med at byerne ville minde om dem vi havde set i Peru og Bolivia, så vi blev ikke overraskede da vi så at de mildest talt var grimme og kedelige.

Et minus var at de lokale virkede til at mangle meget af den passion vi elsker ved Latinamerika. De fleste restauratører virkede ikke til at gå op i at lave mad, bageren havde kun sin biks for at tjene penge og butikker var generelt uden indbydende indretning. Kærligheden til sit daglige virke manglede lidt i Ecuador og det smittede af på atmosfæren i byerne.

Udsigt fra basilikaen i Quito

Vigtig Viden

Ecuador er rimelig let at gå til, så der er ikke det store at være opmærksom på. Ecuadorianerne er overraskende gode til engelsk, men det betyder langt fra at du kan kommunikere med dem på sproget. Basisspansk er stadig en meget handy egenskab i Ecuador.

Skal du til Galápagos så husk at tjekke flybilletter fra både Quito og Guayaquil, det er oftest billigere at flyve fra Guayaquil.

Læs evt. vores guide til at besøge Galápagosøerne for mere info.

Overraskelser

Meget af kulturen i Ecuador var en flydende overgang fra Peru, så der var ikke så meget der overraskede på den front. Alle elsker stadig papipollo(fritter og kylling) og chifa(kinesisk mad). En lidt spøjs ting der overraskede os meget ved Ecuador, var mængden af danskere. I løbet af 43 dage har vi set langt flere danskere i Ecuador end vi har på resten af vores rejser til sammen(19 måneder). Vi ved ikke hvorfor, men vi danskere myldrer dertil 😀

LÆS OGSÅ: GÁLAPAGOS REJSEBUDGET

FLERE REJSEBILLEDER FRA ECUADOR HER
.

Har du nogle gode tips til at spare penge på dit Ecuador rejsebudget? Del dem gerne med os i kommentarfeltet!

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *