sydafrikas flag

SYDAFRIKA REJSEBUDGET

Drømmer du om safari, men tænker det er for dyrt? Så tænk igen. Sydafrika er en budgetrejsendes drømmedestination i Afrika, det kræver bare lidt arbejde.

Sydafrika var vores første møde med det afrikanske kontinent – og bestemt ikke det sidste!

Udover et fantastisk dyreliv, har Sydafrika også noget af det mest specielle og smukke landskab vi har set. 

Det største minus ved Sydafrika er sikkerheden, eller mangel på samme. Landet føles ikke udpræget sikkert at færdes i og hvis ikke du er bevist om risikoen ved at rejse der, er chancerne for at blive røvet, eller det der er værre, ikke forsvindende lille.

Når det så er sagt, så brugte vi to uger på at køre mere end 4500 kilometer gennem hele landet og vi oplevede aldrig noget slemt. 

Så er din store drøm at se Afrikas berømte dyr og nogle helt fantastiske landskaber, så er Sydafrika for dig – så længe du har hovedet med dig.

sydafrika rejsebudget

Solopgang ved Blyde River Canyon

Sydafrika Rejsebudget

Vi har regnet på vores Sydafrika rejsebudget over de 14 dage i landet og er både positivt og negativt overraskede over landets prisniveau. Vi har lavet en oversigt over hvad vi har brugt vores penge på (Priser er pr. person). Vi har levet på et stramt budget, men stadig brugt penge på fire safariture, restauranter og diverse småting.

Mad & Drikke: 1092 DKK

Overnatning: 1304 DKK

Transport: 0 DKK

Aktiviteter: 664 DKK

Diverse: 229 DKK

 Benzin: 1100 DKK

 Billeje: 1600 DKK


Antal Dage = 14

Samlet Udgifter = 5989 DKK

Per Dag = 428 DKK


Budget Noter

Sydafrika er ikke en budgetdestination i klassisk forstand, som fx Peru eller Vietnam. Landet er perfekt til budgetrejsende fordi det er muligt at gøre meget selv og fordi andre safarilande som Tanzania og Kenya er langt dyrere. 

Hvis du har egen bil i Sydafrika, kan du komme på selvkørende safari i Kruger, for ca. 150 kr. pr. mand om dagen plus billeje og benzin. Vi vil skyde på det samlet kostede os 600 tilsammen for en dags safari i Sydafrika. I fx Tanzania ville det sandsynligvis koste minimum det dobbelte.

Safari i Afrika er ikke billigt, men hvis du, som os, lejer en bil og kører selv, er priserne noget lettere at sluge end de arrangerede safariture.

sydafrika rejsebudget

En giraf der prøver at gemme sig i Kruger nationalparken

Typiske Priser i Sydafrika

Da vi var i Sydafrika(april 2017) fik vi ca. 200 rand for 100 kroner.

Overnatning: 

Hostels kan du finde fra 130 rand og op.
Gæstehus koster 150 rand og op for et dobbeltværelse.
Et klassisk hotelværelse koster 200 rand og op. 

Transport: 

Busser er sparsomme. Greyhound og BazBus kører de gængse ruter.
Taxaer findes ikke rigtigt. Minibusser koster ca. 10 rand for 3-5 kilometers kørsel.
Indenrigsfly kan være billige. Johannesburg til Cape Town kan fås fra 600 rand og op.

Mad & Drikke: 

Et måltid på en billig restaurant ligger på 60-100 rand for hovedret.
En god flaske vin koster 50 rand.
Flaskevand koster ca. 10 rand for en liter.

sydafrika rejsebudget

Udsigt fra de fantastiske Drakensberg bjerge

Højdepunkter

• Selvkørende safari i Kruger Nationalpark.

• Vandretur til toppen af Table Mountain.

Selvkørende safari i Hluhluwe-iMfolozi Nationalpark.

• Township tur i Cape Town.

Vores højdepunkter i Sydafrika handler mest om safarioplevelser. Vi tog til Sydafrika for at se dyr og hold op vi så dyr! Udover dyrene gjorde landskaberne stort indtryk på os. De store plateauer og åbne vidder bliver vi aldrig trætte af. 

Lavpunkter

• Da vi næsten blev angrebet af en vred elefant flok.

• Den døde mand på motorvejen…

• Usikkerheden i de store byer.

Som sagt så føles Sydafrika ikke særligt sikkert. Over alt i de større byer, fik vi at vide at der ikke er sikkert. Det gav os en hvis mistro til de lokale og gjorde at vi desværre ikke kom i kontakt med så mange som vi plejer..

sydafrika rejsebudget

Vejene er ikke altid for gode i Sydafrika

Vigtig Viden

Vi ville personligt ikke rejse rundt i Sydafrika uden vores egen bil – af flere grunde. For det første er usikkerheden i byerne for stor til at vi nød at være i dem. For det andet er den offentlige transport utrolig dårlig og usammenhængende. Og til sidst så er arrangerede safariture i Sydafrika ikke billige. 

Alt i alt er det både billigere og mere sikkert at have sin egen bil og så har du så meget mere frihed til at se og opleve hvad du vil, når du vil. Vi kan kun anbefale at du lejer en bil.

Overraskelser

Vi var overraskede over hvor godt racismen stadig trives i Sydafrika. Det var et trist syn at se. Desuden så er der ualmindeligt mange tyske luksusbiler i landet – også i de fattige områder. Hvordan de har råd til dem er stadig en gåde, for de lokale kunne ikke svare på det.

Sydafrikanere har også en tendens til at gå på vejene. Selv når vi kom kørende på et øde stykke 50 kilometer fra nærmeste menneskelige bosættelse, gik der folk på vejene. Hvor de skulle hen, hvordan og hvorfor er stadig et stort mysterie for os.

Sydafrika er nok det land vi har besøgt, der har haft de største kontraster og sat gang i flest spørgsmål hos os – og det er fedt! Vi er kommet hjem med flere spørgsmål end svar og vi er helt sikre på at vi skal tilbage for at finde dem i det fantastiske land! 

LÆS OGSÅ: SELVKØRENDE SAFARI I KRUGER

FLERE REJSEBILLEDER FRA SYDAFRIKA HER
.

Har du nogle gode tips til at spare penge på dit Sydafrika rejsebudget? Del dem gerne med os i kommentarfeltet!

Artiklen er sponsoreret af momondo. Som altid, er alt indhold og
meninger udelukkende vores egne.momondo

3 Comments

  • Jeg er helt vild med jeres blog, da jeg også selv planlægger at backpacke i mit sabbatår efter gymnasiet. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at høre om de hvilke ruter i har rejst. Det ville hjælpe mig helt enormt meget med planlægning af min fremtidige tur ud i verden 🙂

  • Jeg synes det er en forkastelig fortolkning af Sydafrika i er kommet med. Jeg er faktisk rigtig vred over jeres måde at få landet til at fremstå på. Ja det er pisse farligt, og derfor forstår jeg SLET IKKE i anbefaler de hvide minibusser (Det er da at udfordre skæbnen?? Man fraråder ALLE hvide mennesker at tage dem – det samme med golden arrow i Cape Town) Men når det er sagt så har jeg været der alene som hvid 20-årig pige i et år. Aldrig har jeg oplevet sådan en stor gæstfrihed, til trods for de mange lande jeg har besøgt og rejst i. Og i vil ikke rejse rundt i Sydafrika uden jeres egen bil? Jeg klarede mig nu meget godt – og man fraråder faktisk turister at leje bil, da i jo slet ikke kender områderne, og hurtigt kan ende op i ikke hensigtmæssige situationer. Men jeg har aldrig oplevet noget på det år jeg var der, selvom jeg arbejdede i den største township i Sydafrika. Følte i jer slet ikke trygge i Cape Town? Det er simpelthen en skændsel at i siger det. Jeg kunne færdes alene rundt omkring i centrum og andre steder i Cape Town uden problemer overhovedet. Det er nok en dum idé at flashe din iPhone eller dyre kamera – men sådan er det jo mange steder. Iøvrigt er Myciti det sikreste busselskab at bruge – og jo der findes taxaer, og ellers er Uber det sikreste. Synes i skal få jeres facts straight før i udtaler jer. I er gået glip af meget ved at have sådan en forsmået holdning fra start.

    • Hej Emilie,
      Har du overhovedet læst hvad vi har skrevet om Sydafrika? Det eneste negative vi nævner om Sydafrika er racismen og at vi FØLTE os usikre. Hvis du ikke mener racisme er et problem i Sydafrika, så har du et problem og hvis du mener at vi ikke har ret til at føle os usikre VISSE steder i Sydafrika, uden at vi er forsmåede og forkastelige, så skulle du måske til at se lidt mere indad 😉 Hvordan kan det være en skændsel at vi ikke følte os sikre i Cape Town? Er du en skændsel hvis du har oplevet noget ubehageligt?
      I stedet for at sætte dig op på din høje hest og diktere hvad vi må mene om Sydafrika og hvordan man skal rejse og opleve landet, så spring lige ned og overvej at selv om du har været i landet i et år, og givetvis har haft det super fedt, så er det bare din oplevelse, ligesom det vi skriver her bare er vores. Vi siger ikke at nogen skal gøre eller tænke på nogen bestemt måde om Sydafrika, vi konstaterer blot at vi følte os usikre i de større byer, at vi hadede racismen og at vi ville foretrække road trips frem for det dårlige offentlige transportsystem. Hvis ikke du kan acceptere andres oplevelser uden at kalde dem en skændsel, forsmåede og forkastelige, så synes vi du skal drible videre og ikke læse med her 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *