MARAHAU, NEW ZEALAND

New Zealand har noget af verdens vildeste natur, og kiwierne har lavet ni “Great Walks” der fører dig gennem det smukkeste - en af dem er Abel Tasman Coast Track.

Et par uger efter vi havde vandret Tongariro Alpine Crossing, tværs gennem Mordor, var det igen tid til at snøre vandreskoene - denne gang til en Great Walk over flere dage.

Abel Tasman er New Zealands mindste, men mest populære nationalpark. Bed nogen beskrive Paradis, og de vil sandsynligvis nævne tætte frodige skove med livlig fuglekvidren og helt klart turkist vand der skvulper mod en strand af gyldent puddersand.

Sådan er Abel Tasman Coast Track - med et råt twist.

En anden grund til at Abel Tasman er så populær, er rutens sværhedsgrad. Ruten slanger sig 50km rundt langs de pittoreske kyster og stiger ikke mere end 130m, hvilket betyder at alle kan være med. Vi så både børn og pensionister på turen!

Mads på vandrestien

Vandresti ved kysten

En weka på vejen!

En typisk udsigt når du går Abel Tasman Coast Track.

Lyset baner vejen gennem den tykke jungle.

En mand i paradis?

Lækre strande ved Abel Tasman Nationalpark.

Begyndelsen På Abel Tasman Coast Track

Ved indgangen til nationalparken ligger den lille by, Marahau. Det eneste i byen er en række sommerhuse, nogle turselskaber, to toiletter og en hulens masse turister.

Efter en enkelt nat i byen og udstyret med fuld oppakning af mad og opladet elektronik, gik vi mod starten af nationalparken. Vores første campsite lå ved Akersten Bay, kun to timer fra indgangen, så vi havde rigelig tid til at slappe af og nyde vandreturen.

De første kilometre gik over et fladt vådområde, med en enkelt fiskehejre der hakkede efter småfisk i en lille sø og strande der lignede nogle New Zealand havde stjålet fra Sydøstasien.

Vi så endda en weka allerede efter en halv times vandring!

Strandvistaerne forsvandt langsomt, da stien førte os længere ind i skoven, hvor sollyset sjældent trængte igennem trækronerne. Vi satte derfor tempoet op og nåede allerede vores campsite lidt over middag. Vi fik sat teltet op, gik os en tur langs vores bountystrand og spiste en overraskende lækker, men alt for lille teriyaki-risblanding.

Første nat i det nye telt så ud til at blive en mindeværdig en af slagsen.

Kort før solopgang, vågnede vi til en farveeksplosion af en anden verden! Måske er det fordi New Zealand er omringet af så meget hav, måske noget helt andet, men solen formår virkelig at sætte et show igang hernede - både når den står op og går ned igen.

Solopgang på stranden

Os og en kæmpe farveeksplosion

Vandreruten går over broer og floder

Camilla i junglen

Cleopatras pool

Næsten Skyllet Ud Af Abel Tasman

Lige inden vi skulle til at gå videre, kom en canadier hen og spurgte om vi havde set vejrudsigten. Det havde vi ikke, så da han fortalte at der skulle falde 50 mm regn, fik vi benene på nakken og kom afsted.

Ifølge de officielle beregninger havde vi 6 timer foran os, og ville gerne gå så meget af det i tørvejr som muligt. Men skyerne var allerede ved at trække ind over hovedet på os.

Vi mærkede nogle få dryp, og gradvist blev regnen kraftigere, udsigterne svagere og vejret mere fugtigt.

En af de flotteste vandreture i hele landet forvandlede sig pludselig til en kedelig affære, hvor det, udover en kort vandretur til Cleopatras Pool, kun handlede om at komme hurtigst muligt hen til vores camp.

Henne ved campen, søgte vi med det samme ly på de eneste 10 kvadratmeter der var overdækket, og var de eneste pånær en israeler og en tysker. Det tog os kun 3 1/2 time at gå turen, men desværre tog vi næsten ingen billeder i frygt for at ødelægge vores kamera.

Der kom gradvist flere mennesker til, pladsen blev mindre, regnen blev endnu kraftigere og vi fik nyheden om at regnvejret ville fortsætte indtil sent næste dag.

Vores spørgsmål var nu; skulle vi stoppe? Med en sigtbarhed på 50 meter i silende regn, var vi ikke sikre på om det var det værd, men ville ikke tage nogen endegyldig før næste morgen.

Så i håbet om at vores nye telt ville klare 12 timers hård regn, gik vi i seng.

Oversvømmede stier efter regnskyld

Camilla krydser hængebroen i solskin

Jordskred på stien

De vilde kyster

En af Abel Tasman's smukke strande

abel tasman coast track

Camilla krydser vandhul ved Onetahuti med tasken over hovedet

abel tasman coast track

En gangbro

Det turkisfarvede vand blev brunt og beskidt.

abel tasman coast track

Vandreruten langs stranden

Jordskred & Brunt Vand i Strålende Solskin

Tidlig næste morgen holdt regnen endelig op, men skyerne hang stadig tungt ned over os, og dækkede for udsigterne.

Mens vi lavede morgenmad, klarede det lidt op, og vi besluttede os for at gå videre.

Desværre havde regnvejret været så kraftigt, at det havde skyllet meget jord med sig, så vandet ikke længere havde den flotte turkise farve, men en kedelig brun og beskidt farve.

Vandrestien var også blevet til en forhindringsbane af oversvømmede stier, diverse jordskred og væltede træer, men det gjorde kun vandreturen mere interessant!

Når du går Abel Tasman Coast Track’et, er det vigtigt at vide hvornår det er høj- og lavvande i forbindelse med at krydse Awaroabugten og Onetahutistranden.

Vi havde ikke tænkt videre over det da vi gik, og endte med at skulle gå gennem et halv meter dybt vandhul med taskerne over hovedet, hvor bølgerne kom brusende mod os på grund af højvande ved Onetahutistranden.

Heldigvis kiggede solen frem og vi fik lagt nogle flere kilometer bag os. Da vi kom til næste camp, fik vi tørret både teltet og alt det fugtige tøj, så vi kunne være klar til næste dags vandretur!

Brusende bølger ved solopgang

Alle vores ting er lagt til tørre. Camilla har søgt tilflugt fra sandfluerne.

Den flotte og mystiske jungle

Et kæmpe stort træ

Solopgangen på stranden den sidste morgen

Den sidste del af vandreturen i junglen

Udsigtspunkt ved Skinner's Point over Totaranui strand

Tidevand, Solopgang & Sejr!

Klokken 6 tidlig morgen vågnede vi, pakkede teltet sammen og tog taskerne på ryggen. Vi skulle krydse Awaroabugten inden det begyndte at blive højvande omkring kl. 7.30.

I bare tæer vraltede vi over muslingeskaller der skar i vores fødder for hvert skridt vi tog, men indhentede alligevel en newzealandsk familie der gik rundt med pandelamper, og fulgte dem så vi kunne se noget.

Vi fik skoene på igen, spiste vores sidste mad(2 små æbler) og nåede ud til stranden, hvor solen var ved at stige op ude i horisonten.

Den skinnede ikke bare ind på os, men fyldte os med glæde over, at vejret ikke havde forhindret os i at opleve så smukt et sted!

Det sidste af turen gik over stok og sten, og inden vi havde set os om var vi ved slutdestinationen Totaranui, hvor vi skulle hentes af watertaxien.

Vi ventede i to timer, og i mellemtiden blæste det så meget op, at bølgerne der ramte ind mod land var blevet over 1 meter høje.

Det blev en udfordring for den lille speedbåd at få alle med ombord, men det lykkes og vi susede hen over bølgerne tilbage til Marahau, fulde af begejstring over at vi lige havde fuldført en Great Walk. 

MERE INFORMATION

Sted: Marahau, New Zealand [SE KORT]
Overnatning: Akersten Bay, Bark Bay og Awaroa Bay.
Pris: 14 NZD pr. campsite pr. person. Watertaxi var 47 NZD pr. person.
Note: Abel Tasman er en let vandretur, der egner sig til alle. Hvis ikke du har dit eget telt, kan du booke dine overnatninger i de hytter der er langs vandreruten. 

FLERE BILLEDER FRA NEW ZEALAND HER

Har du været på en længere vandretur? Del gerne med os i kommentarfeltet!

6 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.